Dommen Begynder i Gud's Hus

Dommen Begynder i Gud's Hus
af Derek Prince

Jeg har begrænset denne analyse til situationen i USA. Meget af det, jeg siger, gælder dog for andre nationer, som er arvinger til den jødisk-kristne arv og for kirken verden over. Må Gud hjælpe hver enkelt af os til at acceptere vores personlige ansvar!

Som amerikanske kristne bliver vi konfronteret med en dyster, ubestridelig kendsgerning: vores nation er kommet under Guds dom. Til dette er der mange grunde, men de kan opsummeres i et enkelt udsagn: Vi har begået den synd, som Esau blev forkastet for - vi har foragtet vores førstefødselsret (Hebræerne 12:15-17).

Gud dømmer os efter det mål af lys, vi har modtaget. Jesus fortalte jøderne på sin tid, at deres dom ville være meget strengere end den over Sodoma og Gomorra, fordi de havde modtaget en meget større åbenbaring af sandheden (Matt 11:20-24).

Det samme gælder Amerika i dette århundrede. Ingen anden nation har haft den samme adgang til Guds ord, som er blevet givet til det amerikanske folk. Gennem kultur og tradition, gennem kirker og evangelister, gennem radio og tv og gennem det trykte ord, er Amerika blevet velsignet frem for alle andre nationer med viden om Guds sandhed. Vores dom for at afvise den vil være tilsvarende hård. Mange kristne indser ikke, at Guds dom ikke begynder med verdens mennesker, men med Guds folk. Peter fortalte de kristne på sin tid:

"For tiden er inde til, at dommen skal begynde ved Guds hus, og hvis den begynder med os først, hvad vil enden være for dem, der ikke adlyder Guds evangelium?" (1 Peter 4:17)

Disse ord gælder lige så meget for kirken i Amerika i dag og andre nationer. Af alle de synder, der kunne anklages mod den nutidige kirke, er det tilstrækkeligt at fokusere på to: materialisme og kompromis. I Lukas 17:26-30 forudsagde Jesus, at perioden før hans genkomst ville være som Noas og Lots dage. Han nævnte specifikt otte aktiviteter, der var karakteristiske for de dage: at spise, drikke, gifte sig, give i ægteskab, købe, sælge, bygge, plante. Alligevel er der intet specifikt syndigt i nogen af disse aktiviteter. Hvad var så problemet?

Problemet var materialismen. Folkene på den tid var blevet så opslugt af disse materialistiske aktiviteter, at de var uvidende om Guds forestående dom over deres kødelige livsstil. Da dommen faldt, var de totalt uforberedte. Det samme gælder i dag for de fleste bekendende kristne i Amerika. Hvis Guds endelige domme pludselig skulle indlede Kristi genkomst, ville de være totalt uforberedte.

Ligesom materialismen bliver synden ved kompromis ofte uerkendt. For omkring to år siden, mens jeg bad, havde jeg et mentalt billede af det indre af en typisk kirkebygning med rækker af kirkebænke, en platform, en prædikestol, et klaver og så videre. Men hele bygningen var gennemsyret af en form for tåge. Konturerne af objekter kunne skelnes, men intet var skarpt defineret. Mens jeg spekulerede på, hvad tågen repræsenterede, gav Gud mig ét klart ord: kompromis.

I den nutidige kirke er de fleste af de vigtigste moralske og læremæssige sandheder, der så tydeligt er udtrykt i Det Nye Testamente, blevet slørede og ineffektive. I 1 Korinterbrev 6:9-10 skrev Paulus:

"Lad dig ikke forføre. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller homoseksuelle eller sodomitter eller tyve eller begærlige eller drukkenbolte eller spottere eller afpressere vil arve Guds rige."

Alligevel er kirken i dag fuld af mennesker, der begår disse synder, men som forbliver fuldstændig ligeglade. Faktisk praler de ofte af sådanne synder.

Et kirkemedlem lå på et hospital og døde af AIDS, som han havde fået gennem homoseksualitet. Så modtog han Kristus og fik et Nyt Testamente. Efter at have læst et eller andet sted i Det Nye Testamente, sendte han et presserende budskab til den person, der havde ført ham til Kristus: "Kom og bed for mig. Jeg har brug for udfrielse. Jeg vidste aldrig, at der var noget galt med min livsstil."

For omkring ti år siden, i juletiden, havde vores medarbejdere forpligtet Ruth og mig til at optræde i to PTL Television Network. Da vi ikke ser fjernsyn, havde vi ingen idé om, hvad vi kunne forvente. Jeg skulle være "hovedtaleren". Ud af den første time fik jeg ti minutter, og ud af den anden time, tyve minutter. Det meste af tiden blev brugt til at appellere om penge og sælge Tammy-dukker. Så vidt jeg kan huske, var Ruth og jeg de eneste mennesker, der overhovedet nævnte Jesus.

Kort efter var der en offentlig afsløring af de skandaler, der nu er blevet almindelig kendt. Men for mig personligt var det mest chokerende ikke nogen seksuel eller økonomisk fejl, hvor frygtelig det end var. Det, der chokerede mig dengang, og stadig chokerer mig i dag, er erkendelsen af, at millioner af amerikanere konstant blev konfronteret med et totalt falsk billede af kristendommen - et billede, der ikke havde plads til korset, med dets krav om ydmyghed, for hellighed og for offerliv. Hvor frygteligt at indse, at mennesker, der er blevet forført af en sådan præsentation, måske aldrig hører evangeliets sande sandhed!

PTL-skandalen er nu historie, men den har efterladt os med et spørgsmål, vi skal besvare: var det blot et isoleret fænomen, eller var det et symptom på en sygdom, der påvirker Kristi legeme i hele Amerika?

Alligevel er der inden for kirken stadig en rest af oprigtige, hengivne tilhængere af Jesus. Hvis vi er blandt det antal, hvordan kræver Gud, at vi reagerer på de nuværende kriser?

Et klart svar er givet i 2 Krønikebog 7:14:

"Hvis mit folk, som er kaldt efter mit navn, vil ydmyge sig og bede og søge mit ansigt og omvende sig fra deres onde veje, så vil jeg høre fra himlen og tilgive deres synd og helbred deres land."

Udtrykket "Mit folk, som er kaldt ved mit navn" gælder for alle kristne, som tager Kristi navn på sig.

I mindst 30 år har jeg undervist i dette skriftsted, men for nylig blev jeg konfronteret med en chokerende erkendelse! Guds folk i vore dage har aldrig opfyldt den første betingelse. Vi har aldrig rigtig ydmyget os selv. Vores stolthed – både religiøs og racemæssig – forbliver som en barriere, der holder svaret på vores bønner tilbage for os selv og for vores nation.

Gennem Guds alvorlige handlinger i mit eget liv har jeg lært den mest effektive måde, hvorpå vi kan ydmyge os selv. Meget enkelt er det ved at bekende vores synder. Hvis vi regelmæssigt og oprigtigt bekender vores synder for Gud, er det umuligt at nærme os ham med en holdning af stolthed. Desuden har jeg set, at Gud kun har forpligtet sig til at tilgive de synder, vi bekender.

"Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed" (1 Joh. 1:9).

Ubekendte synder er utilgivne synder. Således opbygger stolthedens barriere en anden barriere af utilgivet synd. Bibelen formaner os til ikke blot at bekende vore synder for Gud, men også for hinanden.

"Bekend jeres synder for hinanden og bed for hinanden, så I må blive helbredt" (Jakob 5:16).

At bekende vore synder for Gud handler med lodret stolthed; at bekende over for hinanden handler om vandret stolthed. Vi kan næppe bevare en stolthed over for nogen, som vi lige har bekendt vores personlige synder for.

Det gælder især forholdet mellem ægtemænd og hustruer. De, der regelmæssigt bekender deres synder for hinanden, holdes ikke adskilt af en barriere af stolthed.

Ydermere er syndsbekendelse en væsentlig forudsætning for effektiv forbøn. Daniel var en af de mest retfærdige personer i Bibelen, men da han satte sig for at gå i forbøn for sit folk Israel, begyndte han med at anerkende sin egen andel i deres synd (Dan. 9:3-13). Jeg tror, at Gud venter på, at vi som kristne skal ydmyge os for ham og hinanden ved at bekende vores synder. Først efter at vi har gjort det, kan vi gå videre og kræve helbredelsen af vores land. Men jeg må tilføje en advarsel. Begynd ikke at hengive dig til sygelig selvbeskuelse! Helligånden er "Guds finger" (Matt. 12:28; Luk. 11:20). Bed Gud om at sætte fingeren på de synder, du skal bekende. Han vil gøre det med usvigelig nøjagtighed og sandsynligvis bringe synder frem i lyset, som du aldrig har genkendt!
OP